Solid Leasing fortsætter vækstrejsen

Eksterne udfordringer kan ikke stoppe vækstrejsen for Lars Larsen Group ejede Solid Leasing

Antallet af indgåede kontrakter steg med 37 procent, mens EBIT steg med 28 procent fra 13,2 millioner til 16,9 millioner.

Det er nøgletallene for Solid Leasing for regnskabsåret 2020/21, og virksomheden fortsætter dermed sin vækstrejse, på trods af udfordringer fra restriktioner og et leasingmarked, der generelt har været ramt af mangel på brugte biler på det tyske marked.

”Vi er særdeles tilfredse med resultatet. Vi har haft en solid vækst, og samtidig har vi udviklet organisationen, så vi er klar til yderligere fremgang. Det er helt afgørende, at vi kan fastholde vores kundeorienterede og pragmatiske tilgang og tilbyde endnu bedre løsninger fremover, samtidig med at virksomheden bliver større”, siger CEO Mads Lysdahl Simonsen.


Flere medarbejdere
I løbet af regnskabsåret er der derfor også ansat en række nye medarbejdere, hvilket betyder, at både logistik, administration og rådgiverteamet er vokset.

Det betyder imidlertid også, at Solid Leasing er vokset ud af de nuværende fysiske rammer.

”Vi kan ganske enkelt ikke få plads til flere skriveborde og med kun ét fysisk udleveringssted, har vi også nået kapaciteten på det område. Derfor glæder vi os enormt til at få nye lokaler, der både giver mulighed for at øge antallet af medarbejdere og give endnu bedre kundeoplevelser,” siger Mads Lysdahl Simonsen.

Nye faciliteter
De nye rammer bliver det tidligere College-360 i Silkeborg, der gennemgår en total ombygning og udbygning til 14.000 m2.

Her får Solid Leasing nyt domicil i to plan i langt større og mere eksklusive omgivelser.

”Det er noget vi ser frem til. Både at kunne tilbyde langt bedre rammer for vores medarbejdere, men også bedre klargøringsfaciliteter, udstilling af biler i to etager, mulighed for aflevering af fem biler på samme tid og faciliteter til at gennemføre eksklusive kundearrangementer,” siger Mads Lysdahl Simonsen.

Betydelig vækst
Direktøren forventer derfor også, at virksomheden vil være i stand til at fortsætte sin positive udvikling.

”Vi har p.t. rekordhøj aktivitet, og vi forventer også i det kommende regnskabsår at skabe betydelig vækst i virksomheden målt på både antal leasingsaftaler og på indtjening. Vores nye domicil øger mulighederne i Silkeborg, men vi forventer også, at 2022 bliver året, hvor vi får en afdeling i hovedstadsområdet,” siger Mads Lysdahl Simonsen.